Varmepumpe - hvad skal jeg vælge?

Der findes forskellige typer varmepumper som hver har deres egen berettigelse. Hver type kan så have forskellige opbygninger, som eksempelvis split vs monoblok anlæg inden for luft – vand anlæg, eller split vs multisplit for luft – luft anlæg.

Overordnet er principperne dog de samme, og gennemgående er, at alle typer benytter sig af principper, der sikrer et højt output i forhold til forbrug, også kaldet virkningsgrad eller SCOP/SEER.

Der er helt sikkert også en varmepumpe, der passer til netop dit behov.

Luft til luft (og aircondition) varmepumpe

En luft til luft varmepumpe er ideelt som en supplerende varmekilde i helårshuset eller primær opvarmning i sommerhuset. De fleste anlæg kan leveres med styring via wifi. Således er det ideelt til lige at sætte varme på sommerhuset inden ankomst. Om sommeren kan anlægget så bruges som aircondition, blot ved et par enkelte tryk på fjernbetjeningen eller telefon/tablet.

Luft til vand varmepumpe

En luft til vand varmepumpe er det helt rigtige alternativ til den gamle olie- eller gaskedel. Anlægget tilsluttes den eksisterende centralvarme installation, og fås både med og uden indbygget varmtvandsbeholder. Således er det muligt at genanvende den eksisterende beholder. Der er mulighed for at få et tilskud, hvis du skifter dit gamle olie- eller gasfyr ud med en luft til vand varmepumpe.

Multi split

Et multi split anlæg fungerer ligesom et luft – luft anlæg, blot kan der tilsluttes flere forskellige inde dele til den samme ude-del. Eksempelvis kan man montere en gulvmodel i stuen, en vægmodel i køkkenet og en anden vægmodel i værelserne på samme ude-del. Fordelen er at man kan styre hver inde-del individuelt, og derved opnå stor dækning i eksempelvis et hus hvor der tidligere har været elvarme.

Hvorfor en varmepumpe?

Er olietanken tom igen – eller er det igen tid til at hente et nyt læs træpiller? Bøvler det gamle fyr eller er det bare irriterende at have den store kedel stående midt i det bryggers i godt kunne tænke jer at renovere?

Måske tiden er inde til at overveje et nemmere og billigere alternativ. Det er her at en varmepumpe kommer i spil.

Varmepumpen er et alternativ der byder på driftkomfort som man kender det fra fjernvarme eller naturgas, hvor man blot skal dreje på termostaten og ikke tænke på ugentlige rensninger af kedlen, eller hvornår der skal ringes efter olie.

Varmepumpen er et alternativ hvor man ud over komforten, samtidig kan glæde sig over en stærkt reduceret varmeregning, og man i tilgift kan bryste sig af at være overordentlig miljøbevidst. Læs mine tips til varmepumper.

Fristet til at høre mere om varmepumper? Vi holder til på Sydfyn, og vi besøger dig meget gerne på din bopæl, uanset om du bor i Hesselager, Lundeborg, Thurø, Taasinge, Svendborg, Faaborg eller Langeland. Og vi sejler såmænd også gerne en tur til Ærø.